Verdidebatt

Den politiske forpligtelse

Kai Sørlander omtales ofte som Danmarks ledende, politiske filosof. Med utgivelsen av sin nye bok ”Den politiske forpligtelse” har han styrket sin stilling ytterligere.

Dette er en kommentar. Den gir uttrykk for skribentens analyser og meninger.

I sin nøkterne og grundige bok Den politiske forpligtelse tar Sørlander leseren med på en filosofisk tour de force når det gjelder å forstå hva som har gått galt i den vestlige verdens politiske diskurs. Sørlander argumenterer dessuten instendig og kraftfullt for sitt syn om at sekulært demokrati bør være den foretrukne styreform i ethvert sivilisert samfunn. I forlengelsen av dette er han spesielt opptatt av å påvise at islam og kristendom i utgangspunktet ikke har de samme forutsetninger for å sameksistere med, for ikke å snakke om kunne gi opphav til, sekulære demokratier. Så langt jeg kan bedømme, lykkes han ganske godt med akkurat dette.

Boken er uansett en fryd å lese, og preges av krystallklare resonnementer; skrevet på en slik måte at enhver noenlunde oppegående leser klarer å henge med (se diverse smaksprøver nedenfor, og bedøm selv), selv om den også inneholder noen avsnitt som krever litt ekstra av alle oss som er legfolk der Sørlander er ekspert.

I boken blir det rådende godhetsregimets ulike representanter – politikere, byråkrater, forskere, journalister og redaktører, samt nedlatende og belærende antirasister, multikulturalister, og hva det nå måtte være – avkledd og satt på plass på en måte jeg knapt har sett maken til. Dette er en bok som bør gi de herskende eliter i hele Skandinavia grunn til å skjelve i buksene. Og så sant den blir oversatt til andre språk (hvilket den absolutt bør), burde den også i resten av Vesten kunne avføde an passe dose stotring, famling og avslørende utenomsnakk hos selvrettferdige besserwissere som har vendt seg til at de ikke trenger å tenke for å begrunne sin selvdestruktive politikk.

Store ord? Tja, mulig det. Men jeg tror faktisk det er dekning for dem. Den rådende, politiske og intellektuelle diskurs er nærmest en parodi på seg selv i samtlige vestlige land (og selvsagt også i mange andre), og Sørlanders systematiske avsløringer av dette har da også fått tildels strålende kritikker fra en rekke ledende aviser og nettsteder i Danmark (se nedenfor). Hans lavmælte, insisterende og strengt logiske stil bør gi ethvert ærlig menneske grunn til ettertanke.

Noen kritiske merknader

Om jeg skal komme med noen kritiske merknader så måtte det være at jeg ikke finner hans drøftelse av kristendommens rolle i samfunnet helt overbevisende. Han har utvilsomt rett i at islam og kristendom er vesensforskjellige på en rekke sentrale punkter; slik sett tror jeg ikke det kan være så mye tvil om at disse to religionene har gitt opphav til samfunnsformer og politiske systemer som er tildels dramatisk forskjellige fra hverandre. Jeg tror også han har helt rett i at de vestlige eliters krampaktige insistering på at islams (og alle andre religioners) kompatibilitet med sekulære demokratier er nøyaktig den samme som kristendommens, er både naiv og utopisk; et slående eksempel på hvordan vi som samfunn har vendt oss til å foretrekke påstander som har de ønskede politiske virkninger (jf PK-begrepet) i stedet for påstander som faktisk er korrekte. Så langt mener jeg Sørlander har sitt på det tørre.

Det jeg savner, er en noe større vilje til også å rette et kritisk søkelys mot kristendommen. Og da tenker jeg ikke på hekseprosesser, eller det at kirkens menn ved mer enn én anledning har vært bakstreverske i forhold til vitenskap og fremskritt (som Sørlander understreker, bør man merke seg at selv om kristendomme ved flere anledninger har strittet i mot både dette og hint, har den etter hvert innsett sine feil og justert kursen; ikke alle religioner ville ha gjort det). Nei, det jeg tenker på er at mye tyder på at nettopp kristendommen har gitt viktige bidrag til det bedrøvelige faktum at Vesten er i ferd med å begå selvmord. Dersom man er velvillig, kan man si at dette skinner igjennom her og der hos Sørlander, f.eks. når han drøfter det fåfengte i å anvende individualetiske fordringer på samfunnet som helhet (hvilket etter min mening nettopp er en av de grove feilene diverse biskoper og kristne ledere stadig begår), men jeg skulle ønske han hadde satt av noen avsnitt til å drøfte dette mer eksplisitt.

Det er altså følgende spørsmål jeg gjerne skulle ha sett grundig belyst: Kan det tenkes at det nettopp er kristendommen som har sådd kimen til Vestens pågående selvdestruksjon?

En annen kritisk merknad jeg har, gjelder følgende sitat (side 67 – 68, min uthevelse):

  • Og her kan vi erfare, at der faktisk findes lande, som har udviklet sig til nogenlunde velfungerende sekulære demokratier ud fra deres egne indre ressourcer. Det drejer sig primært om lande i Vest- og Nordeuropa og deres kulturelle aflæggere i Nordamerika og Australien. Så hvis vi skal få klarhed over spørgsmålet om, hvorvidt menneskene faktisk er tilstrækkeligt rationelle til, at de er i stand til at opbygge velfungerende sekulære demokratier, så skal vi frem for alt forstå, hvorfor det netop er i de egne af verden, at de har været i stand til ved egen indre kraft at nå frem til en sådan politisk orden. Umiddelbart kunne den mest nærliggende forklaring være, at menneskene i de egne var mere rationelle end andre, og at det var derfor, at det netop var dem, som kunne udvikle en sekulær demokratisk orden. Men den forklaring er der næppe grund til at fæste lid til, og jeg nævner den kun for fuldstændighedens skyld, så jeg kan sætte den til side og gå videre.

Dette er ikke spesielt overbevisende. Det er hevet over enhver rimelig tvil at intelligens og evnen til rasjonell tenkning, og dermed evnen til å danne sekulære demokratier, ikke er likt fordelt mellom verdens folkeslag. Når hele dette problemkomplekset avfeies med en enkelt setning, må det være lov å påpeke at Sørlander gjør det litt for lett for seg selv. Jeg er forøvrig overrasket over å finne noe slikt i boken hans, for han understreker andre steder at dette med genetisk betingede forskjeller mellom raser og etniske grupper i hvert fall ikke kan utelukkes.

Kritiske lesere vil utvilsomt også kunne finne andre påstander i Sørlanders bok som kan være i behov av nyanseringer og/eller presiseringer før de godtas slik de står (f.eks. visse detaljer om hvordan et sekulært demokrati bør organiseres).  Men så hadde det da også vært nokså trist dersom det ikke var noe mer å snakke om. Bokens styrke er selvsagt ikke at den gir endegyldige svar på alle de spørsmål den beskjeftiger seg med, men at den er et ypperlig utgangspunkt for den dype og grundige samtalen våre samfunn er i et slikt desperat behov av. Sørlander gir, slik jeg ser det, et formidabelt bidrag til å løfte den politiske (og vitenskapelige) diskurs opp der den også må finne sted om den skal være troverdig – nemlig på det filosofiske plan.

Relevans – noen ferske eksempler fra norsk politikk

Sørlanders bok viser – systematisk og metodisk – hvorfor representanter for de vestlige eliter støtt og stadig kommer med påstander og 'resonnementer' som enhver oppegående samfunnsborger burde være i stand til å gjennomskue. De presenterer oss gjerne for en salig blanding av halvsannheter, usannheter, selvfølgeligheter og ønsketenkning, samtidig som de på ramme alvor forventer å bli tatt alvorlig. Hvorfor det? Jo, fordi de mener om seg selv at de står for det gode, og ethvert 'argument' som kan brukes til å fremme 'godhet', må jo nødvendigvis være godt, ikke sant?

Her er, i stikkords form, noen ferske eksempler på norske politikere som nok ville ha opptrådd noen hakk mindre nedlande, arrogante og belærende dersom de hadde forstått og tatt til seg de prinsippene Sørlander så overbevisende drøfter i sin bok:

  • Bjørg Tysdal Moe, nyvalgt nestleder i KrF, uttalte nylig til Stavanger Aftenblad: "Islam utgjør ingen trussel mot det norske samfunnet" (sitert i VL 11.05.2011, øverst på side 3). Tysdal Moe og andre KrF'ere må gjerne argumentere for at islam vil kunne gjøre Norge til et bedre samfunn, men siden islam skiller seg klart fra både kristendom og human-etikk når det gjelder verdier, prioriteringer, holdninger og tilnærminger til en rekke spørsmål av stor samfunnsmessig betydning (ikke minst politikk), sier det seg selv at islam (eller, mer presist, fortsatt masseinnvandring fra muslimske land) utgjør en formidabel trussel mot det norske samfunnet slik vi kjenner det; et Norge med f.eks. 20, 40 eller 60% muslimer vil bli svært annerledes enn det Norge vi er vokst opp i (og det er et åpent spørsmål hvor trivelig et slikt forvandlet Norge vil bli for f.eks. kristne og human-etikere). Så hva var det egentlig Tysdal Moe tenkte på da hun lirte av seg ovenstående lettvinthet? Hvor mange bøker og artikler som drøfter utfordringene knyttet til Vestens møte med islam har hun tatt seg bryet med å lese før hun fant det for godt å belære alle oss andre med sin fantastiske 'innsikt'? Ikke stort, og ikke mange, vil jeg tro. Det finnes mange hyggelige muslimer, og jeg hører med til dem som tror at vi faktisk har en del å lære av dem (det er bl.a. derfor jeg tilbragte mange timer på seminar i en av Oslos moskéer sist helg), men om vi skal komme noen vei på dette området, må vi i det minste begynne å snakke sant, også der det er ubehagelig. Her er Sørlander forbilledlig.
  • Audun Lysbakken, samt de aller fleste av hans partifeller i Hyklerisk Venstreparti (se også denne VD-kommentaren, som viser litt av hva den mannen står for), burde lese Sørlanders bok. Formodentlig kommer de til å vri seg som åler for å slippe.
  • Trine Skei Grande (V) hadde nylig en kronikk i Aftenposten som virkelig hører inn under betegnelsen arrogant og nedlatende belæring av alle oss som ikke har skjønt alt dette vidunderlige som hun og resten av Venstre har skjønt. Hvor snørrhoven, eplekjekk og selvrettferdig er det egentlig mulig for en norsk politiker å bli? Jeg er usikker på om det i det hele tatt er håp for ideologisk forblindede folk som Skei Grande (og Lysbakken), men den som ønsker å forstå hvorfor hennes 'resonnementer' ikke holder vann, vil kunne få hjelp av Sørlander.
  • Jonas Gahr Støre. Det er bare noen få dager siden jeg så Gahr Støre (Ap) debattere mot Christian Tybring-Gjedde (Frp) på Nrk Dagsnytt 18. Gahr Støre indignerte reaksjon på Tybring-Gjeddes kritikk (som bl.a. handler om den meget alvorlige utviklingen i Groruddalen) viser seg ikke å inneholde så veldig mye mer substans enn det gamle og velprøvde knepet om at "vi må ikke generalisere". Arbeiderpartiet har – sammen med særlig V, SV og KrF – trumfet igjennom en innvandringspolitikk som allerede har påført Oslo enorme belastninger (og vi har bare så vidt sett begynnelsen), likevel går Gahr Støre automatisk ned i skyttergraven og forsvarer med nebb og klør den uansvarlige politikken hans eget parti bærer et hovedansvar for. Gahr Støre er både intelligent og høyt utdannet, og er som sådan en av de toppolitikere i Norge som har de intellektuelle ressurser som trengs for å gjennomskue det opplegget han selv er en del av. Gahr Støre vet innerst inne – eller har i det minste en mistanke om – at han bidrar til å ødelegge Norge. Dersom han faktisk er interessert i å frigjøre seg fra den intellektuelle og politiske tvangstrøyen som hittil har gjort det vanskelig for ham å ta et oppgjør med det hele, vil han kunne få uvurderlig hjelp av Sørlander.

Mer generelt vil jeg si at Den politiske forpligtelse har spesiell relevans for KrF, for journalister og redaktører i Vårt Land og andre kristelige medier, samt ikke minst for biskoper og andre kristne ledere. Sørlander står solid plantet i den kristne tradisjon, og han forklarer grundig og overbevisende hvorfor det er alt annet enn innlysende at gode kristne bør være ivrige tilhengere av multikulturalisme og (mer eller mindre) fri innvandring. Ikke bare det, men har forklarer hvorfor det er grunn til å tro at dagens politikk vil ødelegge våre demokratier og sammenhengskraften i våre samfunn dersom den videreføres. Ja, han mer enn antyder at dagens politikk er suicidal. Som han skriver f.eks. på side 82 (min uthevelse):

  • I virkelighedens verden kan der ikke være tvivl om, at en rodfæstet protestantisk kristendom er bedre til at sikre en sekulær demokratisk orden end dårlig filosofi som relativisme og multikulturalisme, som blot vil ende med at undergrave enhver samfundsmæssig orden.

Og som han dessuten skriver på side 167 – 168 (mine uthevelser):

  • Den beskæmmende sandhed er, at nogle af tidens alvorligste angreb på rationalitetsforpligtelsen kommer fra de institutioner – universiteterne – som netop burde være denne forpligtelses fornemste værn. Historisk set står vi her på vejen til en tragedie. For evner vi ikke at bekæmpe dette intellektuelle bedrag, så fører det os ikke kun ind i en falsk erkendelse, men også ud i en politisk opløsning og til selvødelæggelse af vore demokratier.

Konklusjoner

Noen ganger utgis det bøker som er såpass viktige at de bør betraktes som obligatorisk lesning i visse kretser. For enhver som ønsker å bli oppfattet som en seriøs samfunnsdebattant, er dette en slik bok. Sørlander har med Den politiske forpligtelse gitt et storartet bidrag til å få samfunnsdebatten opp fra den intellektuelle hengemyra der den i flere tiår har sittet fast. Boken danner et glimrende utgangspunkt for en uhyre viktig debatt. Jeg tror den vil bli stående som en milepæl.

For lesere som ønsker å gjøre seg bedre kjent med Sørlanders bok, og ikke minst med tanke på lesere som teller på knappene om de ikke like gjerne skulle bestille boken først som sist, gjengir jeg nedenfor en del utvalgte sitater.

Merk også at jeg mot slutten (etter alle sitatene) gjengir utdrag fra, samt lenker videre til, en del anmeldelser fra danske medier.

PS: For mer stoff om Sørlander, med henvisning til flere av hans kronikker, se VD-artikkelen Etterkrigsparadigmet.

Kai Sørlander

Den Politiske Forpligtelse – Det filosofiske fundament for demokratisk stillingtagen

Informations Forlag, april 2011

280 sider

DKK 299.00

ISBN:978-87-7514-305-4

Sitater fra boken

I håp om å gi leseren en god forståelse av hvordan Sørlander tenker, og hvor han vil med sin nye bok, gjengir jeg nedenfor en rekke utvalgte sitater. Disse er, i tråd med Sørlanders egen disposjon, og hele tiden med bruk av hans overskrifter, organisert i fire hovedgrupper:

  • Hva er egentlig problemet?. Innledende betraktninger fra bokens forord.
  • Det filosofiske grundlag. Her finnes sitater fra bokens del I, som introduserer leseren for de grunnleggende, filosofiske problemstillinger, samt de erkjennelsene bokens hovedbudskap hviler på.
  • Den virkelig verden. Her finnes sitater fra bokens del II, som drøfter en rekke konkrete, politiske problemstillinger.
  • Slutning – om Vesten og de universelle værdier. Her finnes sitater fra bokens konkluderende kapittel.

Hele veien gjelder at kursiverte ord og uttrykk er satt slik de forekommer i originalteksten, mens fete typer er tilføyd av meg.

NB: Til slutt i denne artikkelen tar jeg med noen korte utdrag fra, samt hyperlenker til (der slike finnes), andres anmeldelser av Sørlanders bok.

Hva er egentlig problemet?

Fra bokens forord, side 7 – 9:

Som borgere i et demokrati har vi politisk ligeværdighed. Uanset race, religion eller køn.

[...]

Men selve det, at demokratiet således bygger på borgernes politiske ligeværdighed, medfører, at det befinder sig i et dilemma. Det følger af demokratiets opbygning, at det kun kan overleve, hvis et stabilt og vedholdende flertal er indstillet på at opretholde det. Flertallet skal aktivt bruge sin politiske indflydelse til at støtte op omkring den demokratiske orden. Demokratiet giver den enkelte frihed til selv at tage politisk stilling og vælge sin repræsentant derefter. Men skal demokratiet bestå, så kræver det, at et stabilt og vedholdende flertal bruger denne politiske frihed til at slutte op om dets principper. Det demokratiske dilemma består i, at demokratiet kan omstyrtes af et demokratisk flertal. Enten fordi dette flertal ønsker noget andet end demokrati. Det er måske faldet for en karismatisk førerskikkelse. Eller fordi det af mangel på indsigt kommer til at bakke op om en lovgivning, som på længere sigt undergraver betingelserne for, at den demokratiske styreform kan overleve. Demokratiets opretholdelse hviler ganske simpelt i folkeflertallets hænder.

[...]

Er det så tilfældet? Findes der en rationel etik, som forpligter enhver person, som evner at tænke rationelt, og som implicerer de demokratiske værdier? Det er problemet: Kan vi finde et sådant rationelt etisk grundlag? Hvis vi ikke kan, er demokratiet ikke en rationel politisk orden.

Det filosofiske grundlag

Forkastelsen af rationaliteten

Side 33:

Selvom den diskursetiske bestræbelse på at finde et rationelt grundlag for etikken således må anses for utilstrækkelig, så tager den dog bestræbelsen – og dermed rationaliteten – alvorligt. Den fejler, men først efter at have forsøgt. På samme tid har vi også set en helt anden holdning vinde gehør blandt akademikere og intellektuelle. Der har meldt sig en overflødighed af “tænkere”, som helt har opgivet forsøget på at give etikken – og dermed politikken – et rationelt forpligtende grundlag. Jeg sigter til de folk, som mere eller mindre løsagtigt går under betegnelserne ‘postmodernister’ eller ‘dekonstruktivister’.

Hvorledes er det kommet til denne kulturelle svækkelse?

Side 35 – 39:

Hvorledes har en holdning som den, Rorty og postmodernismen mere generelt står for, kunnet vinde gehør og blive akademisk acceptabel? Kunne man tidligere forestille sig, at en akademisk professor ville propagandere for en anti-rationel holdning til politik?

[...]

Nogle år senere – fra omkring 1970 – blev marxismen i dens forskellige former modefilosofi ved universiteterne i Vesteuropa og USA. Men som sådan fungerede den på en helt anden måde end den logiske positivisme. [...] Derfor havde den en indbygget tendens til at anse indvendinger som udtryk for en reaktionær og farlig politik. I stedet for koldsindigt at møde kritik med modargumenter i en fælles rationel bestræbelse, så så marxisterne kritikken som udtryk for klassefjendskab og falsk bevidsthed.

[...]

Således reagerede store dele af det akademiske miljø på marxismens sammenbrud med at gå endnu længere ud i forkastelsen af den rationelle bestræbelse på at forstå den verden, som man var en del af. Man placerede sig på et punkt, hvor man på forhånd opgav troen på en universelt forpligtende rationalitet og en universel filosofisk teori.

[...]

Men der kan ikke herske tvivl om, at forkastelsen af den universelle rationalitetsbestræbelse har haft stor indflydelse i vide akademiske kredse, især ved de humanistiske og samfundsvidenskabelige fakulteter. Her findes den i forskellige skikkelser. Én af disse er multikulturalismen, hvor kultur sættes før rationalitet, og hvor rationaliteten derfor gøres afhængig af kultur. En anden er en radikal form for videnskabssociologi, der som eksplicit forudsætning går ud fra, at den i sine undersøgelser må se bort fra, at der i videnskaberne foregår en reel sandhedssøgen. Men dermed ser den netop bort fra det, som er definerende for videnskab. Og derfor ender denne form for videnskabssociologi naturligt nok med at opfatte den videnskabelige aktivitet som ækvivalent med udviklingen af en særligt udspekuleret mytologi. Desværre gør den samtidig også sin egen aktivitet til en sådan mytologi – og altså uden reel sandhedsværdi.

Det er bemærkelsesværdigt, at disse og lignende teorier har kunnet slå rod og få indflydelse i vide akademiske kredse, hvorfra de har kunnet brede deres indflydelse videre ud i samfundet. Det er bemærkelsesværdigt, at de ikke er blevet kvalt i fødslen. Det lærer os noget om, at vi ikke er så rationelle, som vi burde være. Selv ikke i de kredse, som er særligt forpligtede på rationalitet. Med erkendelsen af denne sørgelige tilstand må vi så fortsætte med at kæmpe på rationalitetens vegne og med dens midler. I den frie diskussion, hvor alle har ret til at bidrage med deres argumenter. [...] Hvor irrationaliteten trænger frem i den akademiske verden, skal den udstilles og blotlægges af den frie diskussion i selvsamme verden. Om det så sker, således som Alan Sokal gjorde det i en artikel, som han fik trykt i tidsskriftet Social Text i 1996. [...] Her blev det igennem den akademiske verdens egen frie meningsudveksling afsløret, hvorledes vide kredse inden for denne verden selv har svigtet den rationelle forpligtelse.

Ytringsfrihed

Side 54:

Som sagt så indebærer politisk ligeværdighed, at alle har lige ret til at tage de politiske beslutninger og til at bestemme, hvorledes lovene skal være. Det forudsætter ikke kun, at alle har lige ret til at gøre sig personlige tanker om de politiske spørgsmål, men det forudsætter også, at de har mulighed for at søge den viden, som er betingelse for, at de kan tage informerede standpunkter til disse spørgsmål.

Hvorledes sikres det så bedst, at alle har mulighed for at få denne viden? En nødvendig betingelse er, at ingen skal have mulighed for at styre, hvilken viden andre skal have. Det betyder igen, at ingen skal hindres i at bringe relevante argumenter og synspunkter på banen. Heller ingen skal have særlig ret til at bestemme, hvad der er relevante argumenter og synspunkter. Den samlede konsekvens er derfor, at der skal være ytringsfrihed. Ytringsfriheden er den simpleste betingelse for, at vi i den politiske beslutningsproces kan få alle de forskellige synspunkter på banen, og at vi således kan få det bedste grundlag for at træffe de politiske beslutninger. Hvis ytringsfriheden er reel, så er der ingen, der på forhånd kan holde bestemte argumenter ude og skævvride debatten til egen fordel. Så får alle den samme elementære mulighed for at kunne tage rationel stilling. Ytringsfriheden sikrer ikke, at alle får den optimale viden; men den giver det mest elementære grundlag, hvorunder man ikke bør synke.

Den virkelig verden

Virkeligheden versus illusionen

Side 88 – 89:

I de foregående tre afsnit har jeg analyseret og kritiseret tre forskellige, men beslægtede holdninger til religion. De hører alle til blandt tidens almindelige akademiske tankegods. Den ene er, at alle religioner er lige forenelige med en sekulær demokratisk samfundsorden, fordi de ikke har nogen substans og kan tolkes vilkårligt. Den anden er, at alle religioner står (lige meget) i vejen for en sekulær demokratisk orden, fordi de alle går ud, hvor rationaliteten ikke kan følge med. Og den tredje er, at en sekulær demokratisk holdning rationelt set ikke har større legitimitet end en religiøs holdning.

Det er rigtigt, at religioner går ud over rationaliteten; men det er ikke rigtigt, at de kan tolkes vilkårligt, og det er heller ikke rigtigt, at de alle står lige meget i vejen for en sekulær demokratisk orden. Netop det, at der er en substantiel forskel mellem kristendom og islam, betyder, at der er forskel på disse to religioners indre potentiale for at kunne forenes med en sekulær demokratisk orden.

Der er værd at være klar over, at disse tre akademiske holdninger er forkerte. Men det er også værd at være klar over, at de er udbredte, og at de i høj grad er styrende for vor politiske elite. Det betyder, at denne elite ikke ser virkeligheden, som den er, men under en illusion. Som hovedregel forstår vore politikere ikke, at religioner har forskelligt potentiale for at kunne forenes med en sekulær demokratisk orden; men de "ser" en verden, hvor alle religioner er lige forenelige med en sådan orden. Og de gør deres egen opfattelse til norm. Det vil sige, at de gør det til udtryk for fordomsfuldhed og snæversyn at pege på, at nogle religioner har langt sværere ved at forenes med en sekulær demokratisk samfundsorden end andre. Og derfor er det meget vanskeligt at rive dem ud af deres illusion; for de betragter ikke dem, som forsøger, som seriøse, men som fordomsfulde.

Konsekvensen er, at vore politikere et langt stykke af vejen fører politik ud fra en illusion om virkeligheden: illusionen om, at alle religioner har samme forhold til politik. Og det betyder, at de systematisk styrer skævt i forhold til virkeligheden. Denne skævhed er det muligt nærmere at kortlægge og vurdere.

Illusionens virke indadtil

Side 92 – 94:

Jeg har sagt, at problemerne skyldes, at alt for mange af politikerne ikke forstår, at kristendommen og islam er radikalt forskellige i deres forhold til det politiske. Men hvis det blot var så enkelt, så kunne de ændre opfattelse, når de så problemerne komme, og når de så, at der er en forskel. Sagen er imidlertid vanskeligere end som så. Det er ikke kun således, at politikerne – i ubetænksomhed og uvidenhed – tror, at alle religioner faktisk opfører sig som protestantisk kristendom og derfor let vil kunne overtales til at sekularisere det politiske. Det er også således, at politikerne tror, at de bør tro det. De tror, at det er etisk forkert ikke at tro det. Det er ikke kun en faktuel illusion, men også en etisk illusion; og så er den meget sværere at fjerne.

Når politikerne ligger under for en etisk illusion om, at de bør tro, at alle religioner har lige let ved at sekularisere det politiske, så er det, fordi de misforstår, hvad kravet om religionsfrihed egentlig forlanger af dem. Lad os lige ganske kort gøre os klart, hvad dette krav indebærer. Religionsfrihed er et krav til en rationel demokratisk orden. Det er et krav om, at man som borger i denne orden ikke bør tvinges ind under nogen religion.

[...]

Men på den måde kan religionsfriheden bruges til at undergrave de sociale betingelser, som er nødvendige for fortsat at kunne sikre religionsfriheden. Og det er ikke konsistent. Så der må være noget, der er gået galt i den politiske filosofi.

Men hvad? Hvorfor har man fået den irrationelle opfattelse, at en demokratisk regering ikke må vurdere potentielle indvandrere med hensyn til, om de har en religiøs opfattelse, der er forenelig med den sekularisering af det politiske, som er en nødvendig betingelse for et rationelt demokratis fortsatte eksistens? Svaret hænger sammen med den måde, hvorpå man har formuleret de forskellige menneskerettighedserklæringer – både FN’s og Europarådets.

[...]

Men i praksis ser vi menneskerettighederne og religionsfriheden brugt til at undergrave dette forsvar – for i stedet at gøre det lettere for en anti-demokratisk sharia-lov at vinde frem. Her bliver en misforstået opfattelse af religionsfriheden brugt til at undergrave de sociale betingelser for en reelt eksisterende religionsfrihed.

Illusionens virke udadtil

Side 96 – 97:

Er det politisk klogere at underspille forskellen end at markere den åbent? Hvad er farligst? Hvorledes virker man selv mest troværdig? [...] Under alle omstændigheder er der næppe grund til at tro, at verden bliver bedre, hvis man lader overvættes høflighed trumfe respekten for sandheden.

I denne forbindelse er det også relevant at pege på FN’s menneskerettighedserklæring fra 1948 som et prægnant udtryk for den respektløse inklusion af “det fremmede”. Denne erklæring udtrykker, at den sekulære demokratiske samfundsforms grundværdier skal gælde for alle mennesker på kloden uden undtagelse. [...] Man går simpelt hen ud fra, at de vil forholde sig ligesom kristendommen. Det er uvidenhed og nedladenhed forklædt som åbenhed.

Kan vi komme ud af illusionen?

Side 98 – 100:

Det er i denne illusionsfyldte politiske virkelighed, vi lever. Og det er altså imod denne misforståede opfattelse af religionsfriheden – og menneskerettighederne – at vi skal kæmpe, hvis vi skal forsvare den sekulære demokratiske samfundsorden.

Når man går ind i den kamp, vil man blive mødt med modstand fra den herskende politiske elite. Man modsiger noget, som den tror, at det er etisk forkert ikke at tro. Derfor vil ens argumenter have svært ved at trænge igennem og blive hørt. For de politikere, som er fanget i den herskende illusion om, hvad religionsfriheden indebærer, er det svært at skulle tage alvorligt, at religioner kan være forskellige med hensyn til deres indre potentiale for at kunne forenes med en rationel demokratisk samfundsorden; og det er svært at kapere, at der kan være fornuft i at se en religion som dække for en farlig politisk ideologi. Det er meget lettere at tillægge modparten et forkasteligt menneskesyn.

[...]

Set i dette perspektiv fungerer organisationer som EU og FN som hindringer for, at vi kan få virkeligheden ind i politikken. For det sker ikke, før vi åbent kan føre politik ud fra en nøgtern erkendelse af, at religioner er forskellige med hensyn til deres indre potentiale for at kunne forenes med en rationel demokratisk samfundsorden – og at det gælder specielt for kristendommen og islam. Når det kræves, at vi skal benægte, at der er en sådan forskel, så kræves også, at vi skal underlægge os en illusion. En illusion, som udelukkende er til skade for de sekulære vestlige demokratier, fordi det er dem, som den forhindrer i at kunne forsvare deres politiske systemer.

Skal der ske en ændring, så er det ikke nok, at et land som Danmark kommer alene. Så skal der samtidig ske et demokratisk gennembrud i flere andre af de europæiske lande, så fornyerne gensidigt kan støtte hinanden, og så de er sværere at afvise. Men det er usikkert, om det kan gøres. Og man kan græmmes over den dybt tragiske situation, som de vestlige demokratier befinder sig i: at det er deres egen politiske elite, som står værn om de illusioner, som forhindrer dem i at tage de nødvendige skridt til at forsvare deres egne sekulære demokratiske institutioner.

Andre grænser for ytringsfrihed

Side 145 – 147:

Rent principielt er ytringsfriheden altså ikke absolut. Der må politisk kunne trækkes grænser, som er begrundet i hensynet til demokratiets opretholdelse.

[...]

Der er således en klar forskel mellem injurieloven og racismeparagraffen, i og med at den første angår forhånelse af individer og den anden forhånelse af befolkningsgrupper. Denne forskel har betydning, når vi skal vurdere nødvendigheden af disse begrænsninger af ytringsfriheden; om de er demokratisk kloge. [...] Men er det også politisk klogt at have en racismeparagraf? Den befinder sig på et andet plan end injurieloven.

[...]

I den bedømmelse bør det så også inddrages, at en racismeparagraf skaber sine egne problemer. Det skyldes, at der ikke kan trækkes nogen klar grænse mellem udsagn, der kritiserer befolkningsgrupper, og udsagn, som forhåner dem. Hvornår man overskrider grænsen fra det ene til det andet. Og det kan betyde, at man af angst for at blive dømt for forhånelse undlader at fremføre en berettiget kritik. Således undlod det center, som EU har oprettet i Wien for at overvåge forekomsten af racisme og fremmedhad i medlemslandene, at offentliggøre en rapport om antisemitisme, som det selv havde bestilt. Det viste sig, at rapporten afslørede, at en stor del af de antisemitiske overgreb i Europa i dag begås af muslimer. Var centret bange for, at det ved at offentliggøre rapporten kunne være med til at stigmatisere muslimer? Og at det så selv kunne dømmes efter dets egen tolkning af racismebegrebet? Men hvad så med den erkendelse, som rapporten indeholder? Skal den så undertrykkes? Har vi da ikke af angst for at blive dømt efter racismeparagraffen skudt os selv i foden?

Den saglige debat og den individuelle usaglighed

Side 154:

Sådanne politiske fordomme kan blive den herskende “politiske korrekthed”. De kan gribe den elite, der styrer de mest indflydelsesrige medier; og det kan forhindre, at væsentlige politiske spørgsmål kommer til saglig debat. Som det gennem lang tid skete med hele indvandrings- og integrationsproblematikken. Og som det specielt skete med problemet omkring værdisammenstødet mellem det sekulære demokrati og det islamiske lovsystem. En fordomsfuld elite havde lagt sig fast på at nedtone, for ikke at sige undertrykke, den åbne og saglige debat. Først og fremmest ved at latterliggøre og dæmonisere modparten. Og det lykkedes dem alt for godt – indtil problemerne blev så store, at de ikke længere kunne undertrykkes.

Demokratiets egen tendens til at forfladige debatkulturen

Side 156:

Således så mange af de traditionelle politiske partiers repræsentanter fra begyndelsen Dansk Folkeparti som et demagogisk og populistisk parti, der var drevet af nationalisme og fremmedhad. Men det kan i det højeste være en halv sandhed. Man kan med lige så stor ret se partiet som et talerør for de svage danskere, som især mærkede de kulturelle sammenstød, som indvandringen medførte; fordi det var i deres boligområder, at sammenstødene var dagligdags virkelighed. Hvorfor skulle disse mennesker ikke længere have et talerør, da deres gamle partier – især Socialdemokratiet – svigtede dem?40 Således anskuet har partiet en reel demokratisk funktion, der moralsk set er lige så værdig som de andre partiers. Specielt partierne for dem, som gerne vil have en liberal indvandringspolitik, men som overlader det til svagere medborgere i deres dagligdag at leve med byrden af denne politik. I boligområderne og på arbejdspladserne. Så er det disse partier, der står som rationelt blinde og uden evne til at gennemskue deres eget selvbedrag, og hvis brug af betegnelsen ‘demagogisk’ om Dansk Folkeparti falder tilbage på dem selv.

Forskning som vildledning

Side 167 – 168:

Det var først og fremmest således, at universiteterne skulle bidrage til den demokratiske dialog. Med en forpligtelse på rationaliteten og på de rationelle politiske idealer om demokrati, religionsfrihed og ytringsfrihed. Men det er ikke således, at de entydigt bidrager. De bidrager i ikke ringe grad med rationelt humbug. Med teorier, som er selvmodsigende og derfor undergraver sig selv. Og selvom deres inkonsistens påvises, lever de videre i universitetsverdenen og i dens bidrag til den demokratiske debatkultur. [...] Således oplever vi, at der fra de statsfinansierede universiteter produceres såkaldt forskning, som hviler på irrationelle forudsætninger, og som benægter sandhedens universalitet. Det være sig marxistisk forskning, som hævder, at sandheden er klassebestemt, eller en postmodernistisk socialkonstruktivisme, der hævder, at sandheden er kulturbestemt. Universiteternes arkiver bugner af eksamineret forskning, hvis eneste værdi er at kunne tjene som objekt for en fremtidig forskning i, hvor flokdyragtige og modefikserede akademiske forskere kan være.

Den beskæmmende sandhed er, at nogle af tidens alvorligste angreb på rationalitetsforpligtelsen kommer fra de institutioner – universiteterne – som netop burde være denne forpligtelses fornemste værn. Historisk set står vi her på vejen til en tragedie. For evner vi ikke at bekæmpe dette intellektuelle bedrag, så fører det os ikke kun ind i en falsk erkendelse, men også ud i en politisk opløsning og til selvødelæggelse af vore demokratier. De kan umuligt leve, uden at de er bundet af rationalitetsforpligtelsen – og uden at en tilstrækkelig stor del af befolkningen forstår at leve i den bundethed.

Det er ikke kun en bedrøvelig kendsgerning, at den forskning, som gerne skulle hjælpe os til at forstå verden bedre, ikke så sjældent gør det modsatte og i stedet tilbyder os en fordrejet og misforstået udgave af virkeligheden. Det er også et alvorligt politisk problem.

Politiske flygtninge

Side 177 – 179:

Som udgangspunkt bør vi imidlertid anerkende, at det er en konsekvens af demokratiets etiske grundlag, at det bør være åbent for at modtage politiske flygtninge. Men samtidigt bør vi så også anerkende, at denne åbenhed kun bør gælde så langt, som det er foreneligt med hensynet til demokratiets indre stabilitet. Det kan under ingen omstændigheder kræves, at et demokrati bør hjælpe politiske flygtninge på en måde og så langt, at det undergraver dets egen indre stabilitet og sociale sikkerhed.

[...]

Der er forskellige forhold i den konstruktion, som er problematiske. For det første det rent kvantitative. Der er ingen økonomiske overvejelser med. Der er ikke sat grænse for, hvor mange asylansøgninger et land kan stå over for at skulle behandle, og hvor mange asylansøgere det i givet fald skal modtage og understøtte. Konventionerne går simpelt hen ud fra, at der ikke kan blive tale om mere, end landet kan klare. Men den forudsætning er naiv. I og med at man ignorerer økonomiske hensyn, og at man sætter juraen over politikken, er man faktisk i færd med at kvæle demokratiet. Når man tager den afgørende beslutning fra den demokratiske ledelse, så undergraver man den for demokratiet helt afgørende sammenhæng mellem folkeligt fundament og etisk ansvarlighed. I bedste fald bliver konsekvensen et demokrati, hvor den politiske realisme lever under hykleriets kappe.

[...]

Skal vi godtage denne ligestilling? Er det et etisk krav, at man politisk skal give asylansøgere samme beskyttelse imod religiøs og etnisk diskrimination, som man skal give indenlandske borgere? Bryder man flygtningenes religionsfrihed, hvis man ved spørgsmålet, om de kan få asyl, og senere, om de kan få borgerskab, tager hensyn til deres religion? Er man racist, hvis man tager hensyn til deres etniske oprindelse?

Skyggen fra Holocaust

Side 179 – 180:

I den politiske virkelighed, hvori vi lever, har systemet – den herskende elite – lagt sig fast på, at folk, der søger asyl i et land, skal behandles fuldstændigt som landets egne borgere, når det gælder religion og etnisk oprindelse. Der må ikke diskrimineres. Allerede når man begynder at spørge om, hvorvidt denne politik er etisk holdbar, har man udsat sig for at blive beskyldt for at være fordomsfuld og fremmedhader (xenofob).

[...]

Hvorfor denne angst for at tænke – for at stille spørgsmål til den herskende holdning? Det skyldes især mindet om Holocaust – nazisternes organiserede og industrielle jødeudryddelse. En moralsk katastrofe, som menneskeheden for evigt vil leve i skyggen af.

[...]

Men – og det er så spørgsmålet – er det også racisme, hvis et demokrati tager etniske hensyn, når det afgør, hvilke og hvor mange asylansøgere det vil modtage og integrere i den almindelige samfundsorden? Skal et demokrati, som tillader sig at tage etniske hensyn, når det tager imod asylansøgere, også automatisk placeres i samme bås som nazisternes jødepolitik?

Som allerede sagt besvarer den herskende konsensus og de internationale konventioner dette spørgsmål bekræftende. De betragter uden videre en asylpolitik, der tager etniske hensyn, som en form for racisme – og dermed som en ideologisk bror til nazismen. Men er den opfattelse rigtig?

Hvad er racisme?

Side 186 – 187:

Det er spørgsmålet om, hvorvidt det er etisk forkasteligt at foretrække at leve i sociale omgivelser, hvor de fleste mennesker etnisk set ligner én selv. Er det racisme?

[...]

For det andet vil jeg præcisere, at racisme er en ideologi, som benægter, at folk i grunden er ligeværdige ganske uanset deres etniske oprindelse. Den racistiske ideologi hævder, at racerne indgår i et hierarki, hvor nogle racer står over andre; og hvor de højere racer har ret til at undertrykke og udnytte de lavere racer. For nogle – deriblandt nazisterne – følger denne ret blot af viljen og evnen til at udføre undertrykkelsen. Med nazismen har vi oplevet racismen i en ekstrem form.

[...]

Når vi har præciseret racisme således, så kan vi også slutte, at selve det at foretrække at leve i sociale omgivelser, hvor flertallet etnisk set ligner én selv, ikke kan klassificeres som racisme. Fordi man, som man nu engang er og med den arv, som man har fået med fra fortiden, foretrækker at leve i et sådant samfund, så indebærer det ikke, at man også må mene, at folk af anden etnisk oprindelse er mindreværdige og bør undertrykkes. Det er kun, hvis man også tager dette skridt, at der bliver tale om racisme.

Den gængse misforståelse af racisme-begrebet

Side 187:

Det er på det punkt, at den herskende opfattelse går fejl. I den almindelige sprogbrug er man enig i, at racisme entydigt er noget, der bør fordømmes; og i den politiske meningsudveksling kan man næppe bruge noget skældsord, som er værre end ordet ‘racist’. Men samtidig undlader man at gøre noget etisk relevant skel mellem det at foretrække at leve i et socialt miljø, hvor flertallet etnisk set ligner én selv, og det at dømme folk med anden etnisk baggrund som mindreværdige. Man gør simpelt hen det at foretrække at leve i et socialt miljø, hvor flertallet etnisk set ligner én selv, til racisme – og dermed til noget etisk forkasteligt. Det er denne opfattelse af racisme-begrebet, som igennem det seneste par generationer har behersket flertallet af vore politikere, jurister og intellektuelle.

Hvem har ret til at være selvisk?

Side 191:

Hvis verden skaber flere nødlidende flygtninge, end vort samfund kan integrere under denne politiske forudsætning, må vi hjælpe i nærområderne – ved at organisere og finansiere midlertidige asyllejre. Og slår det ikke til, så kommer der en grænse, hvor det er de samfund, som producerer flygtninge, som selv har ansvaret. De europæiske demokratier hjælper ikke resten af verden ved at ødelægge sig selv indefra. Der må nødvendigvis komme et punkt, hvor det ikke længere kan være vort ansvar at bære konsekvenserne af, at andre samfund ikke er i stand til at opbygge en stabil og anstændig politisk orden. Hvor vi ikke betragter dem som ligeværdige og ansvarlige personer, hvis vi ikke holder dem fast på, at de har en forpligtelse til at opbygge deres egne samfund – og at de ikke fortsat kan tro, at de kan gøre andre ansvarlige for deres egen uformåen.

Det sorte hul

Side 192 – 194:

Eliten har misforstået den politiske situation på to helt afgørende punkter. [...] Således har vi i hele Europa set, hvorledes den politiske elite har nægtet at forstå den interne protest mod asylpolitikken som udslag af en berettiget bekymring for den sociale tryghed i de socialt svageste boligområder og i stedet har valgt at opfatte protesten som udtryk for en moralsk forkastelig racisme.

Ud fra den opfattelse har den herskende politiske elite forsøgt at isolere, modarbejde og undertrykke de politiske bevægelser, som formastede sig til at tale for nødvendigheden af at begrænse asylmodtagelsen af hensyn til den indre sociale sammenhængskraft.

[...]

Således har man på udemokratisk vis afsporet demokratiet fra en livsnødvendig politisk diskussion. Moralsk set er den politiske elite i de vestlige demokratier – og det gælder et langt stykke af vejen også den intellektuelle elite – faldet i et sort hul, hvorfra den ikke har kunnet skabe sig et realistisk billede af virkeligheden, og hvorfra den altså heller ikke har kunnet handle politisk rationelt.

Hermed benægter jeg ikke, at der findes en ægte racisme, som bør bekæmpes. En racisme, som tror på racehierarki, og at der findes mindreværdige racer. Men jeg mener ikke, at man bekæmper denne ægte racisme ved også at lade den omfatte folk, som ikke tror på noget racehierarki, men som blot ønsker at undgå den sociale usikkerhed, som efter alle erfaringer følger med, når den etniske forskellighed overstiger en vis grænse og bliver dominerende. Når man gør den slags folk til racister, så bekæmper man ikke racismen, men skaber i stedet en moralsk forvirring, som kan være med til at øge den moralsk forkastelige racisme. Når den politiske elite i et demokrati forsøger at gøre en realistisk bekymring, som deles af en betragtelig del af befolkningen, til noget moralsk forkasteligt, så er der noget galt med demokratiet – og især med den herskende elite.

Vi lever i en historisk virkelighed. I et samfund, som har en lang kulturel og biologisk historie. Det, som denne historie har skabt, er vor virkelighed. Det er på den baggrund, vi skal handle – moralsk og politisk.

[...]

Og hvis der er grund til at tro, at vi har udviklet demokrati og politisk ligeværdighed, fordi vi har haft en etnisk homogen befolkning, så er der også grund til at være varsom med at ændre den situation for hurtigt. Ikke fordi der er racer, som er mindreværdige, men fordi der følger nogle sociale – og dermed demokratiske – problemer med, når den etniske forskellighed bliver dominerende. Nogle problemer, som det er irrationelt blot at reducere til racisme og dermed sætte uden for seriøs politisk overvejelse.

[...]

Og med historien som baggrund er der en asymmetri mellem de borgere, som har deres historiske hjemsted i landet, og de borgere, som af en eller anden grund senere er indvandret. En asymmetri, som disse senere indvandrere også selv bør anerkende, fordi den bygger på en historisk realitet.

Islam og terror

Side 206 – 209:

Mens FN nøjes med at vende det blinde øje til, når talen er om forholdet mellem islam og terrorisme, så går EU direkte til modaktion. Allerede for flere år siden har EU anbefalet, at man ikke forbinder islam med terror, og at man derfor ikke taler om islamiske terrorister, men kun om folk, der misbruger islam til at retfærdiggøre terror.

Når man sætter en sådan anbefaling ind i dens historiske sammenhæng, så må man undre sig over, hvorfor man ikke på tilsvarende vis tidligere fra officielt hold kunne anbefale, at der ikke findes marxistisk terrorisme, men at der kun findes personer, som misbruger marxismen til at udøve terror. Hvorfor har man fundet det mere nødvendigt at påpege et misbrug i det ene tilfælde end i det andet?

[...]

Når vi forstår, at den store og afgørende fare for den sekulære demokratiske orden for tiden er, at ideologien om, at det er islam, som skal bestemme lovgivningen i samfundet, får udbredt fodfæste, og når vi forstår, at i sammenligning dermed er den islamiske

terrorisme – alvorlig nok som den er i sig selv – dog kun et mindre problem, så bliver det deprimerende klart, hvor langt bureaukraterne i EU er fra at erkende virkelighedens problemer. De vil lægge låg på det lille problem og belære os om, at der ikke findes islamisk terror, men kun personer, der misbruger islam til at udøve terror. Og samtidig er de fuldstændig uden bevidsthed om det store problem. Det falder dem overhovedet ikke ind at advare os om, at islam med sit krav om at ville bestemme lovgivningen i samfundet står i direkte modsætning til vor sekulære demokratiske samfundsorden med dens krav om, at vi skal adskille politik og religion. Om ikke andet, så har vi her et knugende eksempel på, hvorledes et bedrevidende demokratisk bureaukrati, der vil belære befolkningen, kan blive til fare for demokratiet selv.

Den videnskabelige specialisering og det demokratiske overblik

Side 243:

Her bør også eksperterne komme til orde med deres særlige indsigt. Og igennem den demokratiske selvrefleksion bør man sørge for, at betingelserne for en levedygtig debat er til stede, således at relevante indlæg så vidt muligt kan trænge igennem og blive hørt. Ligesom man som debattens forudsætning bør fremhæve respekten for sandheden og for den rationelle argumentation. Her har den akademiske verden desværre svigtet radikalt, fordi den igennem de seneste årtier har været stærkt præget af selvmodsigende teorier – hvad enten de kaldes postmodernisme eller dekonstruktivisme – som benægter selve muligheden for at kunne udtrykke universelt forpligtende sandheder. Hvis den akademiske verden skal kunne udfylde sin foreskrevne rolle i den demokratiske debatkultur, så bør disse teorier udfordres, indtil de falder under byrden af deres egen inkonsistens.

Misforståelsen af kunstens opgave

Side 256 – 257:

I stedet for den gamle arbejderklasse, som var blevet for småborgerlig, havde [venstrefløjen] fundet nogle andre undertrykte: de nye indvandrere. Og i stedet for at være socialistisk var den primært blevet multikulturalistisk. [...] Det var en ideologi, som passede som fod i hose til postmodernismens benægtelse af muligheden for en entydig og universelt forpligtende sandhed. Hermed har vi noget af forklaringen på, hvorfor kunsten taler med så meget mindre autoritet, end den har gjort tidligere. Den har selv hjulpet med til at svække sin egen stemme, i og med at den har bevæget sig ud i postmodernismens og multikulturalismens ideologiske luftslotte.

Slutning – om Vesten og de universelle værdier

De universelle politiske idealer og den konkrete kultur

Side 272 – 273:

Derfor skal vi huske, at vi ikke kun står med våben og militær over for andre kulturer. Vi indgår også i dialog på mange forskellige planer. Ikke mindst i FN. Og skal vi indgå i denne dialog på rationelle betingelser, så skal vi ikke være kulturrelativister. Så skal vi derimod stå for rationalitetens universelle fordring. Når vi i dialogen – fx på videnskabelige kongresser – mødes med folk fra andre kulturer, så skal vi ikke fornægte vor egen rationelle position. Så skal vi ikke sige, at det islamiske verdensbillede er lige så godt (sandt), som den moderne fysik og biologis, som historisk har sine rødder i den vestlige kultur. Så skal vi ikke sige, at sharia-loven er lige så god som den sekulære demokratiske samfundsorden. I dialogen – og på de videnskabelige kongresser – skal vi stå for rationalitet og sandhed. Det vil sige for den videnskab og den sekulære demokratiske samfundsorden, som historisk er udviklet på vestlig grund, men som rationelt set står på et universelt fundament og for nogle universelle værdier. At den vestlige verden i disse dialoger ikke sjældent repræsenteres af folk, som taler for, at vi skal opfatte os selv kulturrelativistisk, er en intellektuel tragedie.

Vesten og de universelle værdier

Side 274:

Således svigter Huntington det allervigtigste i den vestlige kultur: det, at vi i denne kultur systematisk har forsøgt at stille rationelle krav til vor erkendelse af verden og til vor politiske aktivitet. Netop dette har betydet, at den vestlige kultur har kunnet hæve blikket op over sig selv – op til kvantemekanik, generel relativitetsteori og en sekulær demokratisk samfundsorden. Med kulturrelativismen har en betydelig del af den vestlige intellektuelle og akademiske elite komplet misforstået denne indsats og i stedet bevæget sig ind på et selvopløsende vildspor – som den gjorde det, da den faldt for marxismen og dens tro på historiske udviklingslove. Og kulturrelativismen er i princippet lige selvmodsigende, hvad enten den optræder i skikkelse af en venstreorienteret tro på det multikulturelle samfund eller i skikkelse af en konservativ bestræbelse på at bevare det monokulturelle samfund. Men det er klart, at den multikulturalistiske kulturrelativisme politisk set er langt farligere end den konservative. For multikulturalismen vil føre til opløsning af de fælles normer, som ethvert samfund må bygge på, hvis det overhovedet skal hænge sammen og kunne kaldes et samfund.

Andre anmeldelser

"Et indspark langt over normalt debatniveau. Kai Sørlander forsøger at overbevise med fornuft og rationalitet og ikke ud fra en ophøjet moralsk position ... det er befriende"

Henrik Gade Jensen, Jyllands-Posten

"Et energisk forsvar for den demokratiske samfundsorden."

Lars Sandbeck, Politiken

"Om overhovedet muligt bør bogen oversættes til de europæiske hovedsprog, og det af filosofisk trænede fagfolk. Den vil uden enhver tvivl give stor genlyd."

David Gress, Berlingske

"Fremragende bog ... der er intet i bogen, der ikke er velargumenteret og tankevækkende ... læs bogen og tænk selv."

Henrik Dahl, Weekendavisen

"Kai Sørlander skriver glasklart ... bogens styrke er mødet mellem det meget principielle og det meget konkrete, som man ikke så ofte ser praktiseret med så stor konsekvens."

Nils Gunder Hansen, Kristeligt Dagblad

"Med [Den politiske forpligtelse] bekræfter Kai Sørlander sit velfortjente ry som Danmarks absolut førende politiske filosof nogensinde. Ingen tidligere danske værker om demokratiets væsen og dets begrundelse  – heller ikke Alf Ross’ og Hal Kochs stærkt overvurderede skrifter fra 1940’erne – når Sørlanders rolige, knivskarpe, tydelige og gennemført grundige argumentation til sokkeholderne. Heller ikke i det store udland har vi i adskillige årtier set ret mange værker, der kan måle sig med Sørlanders sidste."

David Gress, Sappho.dk

(Jeg antar dette er samme anmeldelse som Gress hadde på trykk i Berlingske)

Oppsummering

Jeg slutter meg til ovenstående fra anmelderne i ulike danske fora. Sørlander har skrevet en oppsiktsvekkende og viktig bok, som går rett inn i kjernen av noen av vår tids mest brennende spørsmål. Ingen ærlige og samfunnsengasjerte mennesker kan neglisjere denne boken.

Les mer om mer disse temaene:

Vårt Land anbefaler

1

1

1

Annonse
Annonse

Les dagens papirutgave

e-avisen

Mer fra: Verdidebatt