Kirkens liv under pandemi-karantæne

Vi har i medierne set de to kurver – den farlige røde og den gode grønne kurve. De viser forskellen på, om det lykkes at holde epidemien nede på et mindst mulig dræbende niveau og om sundhedsvæsenet kan holde til belastningen fra epidemien eller ej. Den grønne kurve viser konsekvenserne af, at vi som samfund er gået i karantæne og overholder social distancering.

Den spanske syge

De to kurver stammer fra forskellige byers håndtering af situationen, da Den spanske syge ramte områder i USA i 1918-19. Epidemien ramte med en voldsom kraft, for langt flere døde af sygdom (ca. 675.000) end ved USA's deltagelse i Første Verdenskrig (ca. 53.000). I by efter by oplevede man at sundheds-personalet døde af sygdommen, der spredtes som en influenza. Når myndighederne bad frivillige om hjælp til sygepleje, var frygten for smitten så stor, at kun ganske få meldte sig.

[ Kurve med oversigt over dødsfaldene i vigtige storbyer i USA i 1918 ]

De konkrete kurver

I Philadelphia var der i første omgang kun forbud mod at hoste eller nyse offentligt, men det stoppede ikke smitten, så den by blev symbolet på den røde kurves høje dødstal. I den by kunne man længe ikke få hjælp til børn, der blev efterladt af dødssyge forældre. I andre byer i samme område er der dog beretninger om det modsatte. I byen Worchester nord for New York fortælles om at kvinder fra 3 af byens kirker oprettede et epidemi-børnehjem for efterladte børn. Her sørgede de for mad, tøj, aktiviteter og almen opdragelse til børnene.

Det mest vellykkede forløb skete i byen St. Louis, som blev symbol for den grønne kurve. Her indførte man hurtigt streng karantæne og social distancering og slap samlet set med kun ca. 50% af antallet døde/100.000 indbygere i forhold til byer som Philadelphia.

Hurtig nedlukning.

I St. Louis var byens sundhedsansvarlige Max Starkloff opmærksom på udviklingen i de hårdt ramte byer. Derfor pålagde han midt i september 1918 alle læger at indrapportere tilfælde af influenzalignende sygdomme i området. I begyndelsen af oktober kom en rapport om et sygdomstilfælde 20 km. syd for St. Louis. Smitten spredte sig hurtigt, så efter blot en uge modtog han rapport om op mod 800 tilfælde. Det førte til at han fik myndighed til at lukke St. Louis totalt. Alt lukkede - teatre, biografer, skoler, kirker, søndagsskoler, dansesteder og offentlige begravelser. Alle med egen telefon skulle nu ringe bestillinger til butikkerne i stedet for selv at hente. Hvis man ikke havde telefon, måtte kun en fra hver husstand købe ind.

[ Forside af St. Louis Globe Democrat, 8. Okt 1918 ]

Voldsom 2. bølge

Kurven over dødsfaldene blev med disse forholdsregler holdt lav i St. Louis. Derfor kom Strakloff snart under pres for at genåbne det sociale liv til fejringen af landets veteraner d. 11. november. De parader, som man tillod, gav dog anledning til en hurtig og voldsom opblomstring af epidemien, så allerede inden byen var blevet rigtigt åbnet, blev den lukket ned igen. Denne lukning varede helt ind under jul, så St. Louis først blev genåbnet d. 20. december.

Autoritetstillid

Imens nogle norske har sukket over statsministerens tvangslukning af politiske grunde, har andre reageret med hamstring af toiletpapir. I kirker rundt omkring er der blevet sukket over at man ikke kan samles. Men det er jo prøvet før, så vi har noget at lære. Den daværende befolkning i St. Louis reagerede forbavsende tillidsfuldt overfor myndighederne - og det selv om man f.eks. i St. Louis på det tidspunkt kun havde 1 daglig avis til at sprede informationen. Da der blev sendt politi ud til en lang række kirker den første søndag morgen for at hindre gudstjenester, var alle orienteret, så kom ingen. Det kunne ellers have været ventet en vis modstand, da den største kirke i byen, den dominerende kirke i byen, den lutherske Missouri Synode, i krigsårene forud havde været udsat for negativ medieomtale og offentlig foragt. Den var blevet anset som tyskervenlig, fordi man enkelte steder brugte tysk som gudstjenestesprog pga. mange medlemmers afstamning. Men nej, beskeden var modtaget og den stærkt bibel- og bekendelsestro kirke viste også troskab mod øvrigheden.

Kirkens egen information

Missouri synoden havde selv sendt besked ud til sine medlemmer gennem deres blad, Lutheran Wittnes. Den handlede dels om at man måtte acceptere lukningen, men var også et budskab om, hvorfor man ikke skulle snyde sig til gudstjeneste eller holde nadver på alternative måder. I stedet var der en grundlæggende tillid til at daglig brug af bibellæsning og bøn i familien ville holde familierne sultne efter at komme i kirke, når kirken igen kunne kalde til gudstjeneste. Denne besked med et kald til fædre om at påtage sig ansvar for familiens trosliv blev trykt i begyndelsen af oktober, hvor ingen anede længden af byens nedlukning. Selv om det først blev muligt at holde gudstjeneste igen på 4. søndag i advent d. 20. december, brød man ikke karantænen.

Teksten lød:

Familieandagter: Under den nuværende epidemi har sundhedsstyrelserne i mange byer anmodet om, at menighederne lukker skoler, kirker og søndagsskoler, indtil faren er forbi. Ikke kun vores præster, men også forstandere og ledere fra andre kirker har gennem den offentlige presse, eller på anden måde meddelt deres menighed, at de under lukningen af kirkerne skulle læse Skriften og have bøn sammen hjemme i familierne. I de hjem, hvor det før har været skik, har det været let at arrangere. For andre var det en ny oplevelse. 
Det er et håb, at nogle, der har får smagt det åndelige gode ved familieandagter, vil fortsætte den praksis i fremtiden. Ingen bør forestille sig, at kirkerne eller præster har grund til at frygte, at familier tager et liv i bøn til sig hjemme i familien og af den grund, vil forsømme de offentlige gudstjenester. Familier, der har glæde af at læse Skriften og bede sammen i familien i løbet af ugen, vil også være dem, der er allermest parat til at samles i Guds hus, når kirkedørene igen åbnes. Jo flere i en menighed, der praktiserer hjem- eller familieandagt, desto bedre bliver menighedens opslutning om gudstjenesten. Den far og familieoverhoved, der hver dag samler sit hus, fordi hans intention og mål er, at "Jeg og mit hus vil tjene Herren," - den far vil have den samme indstilling den dag, hvor kirkerne åbnes og præsten forkynder Guds ord.

Beskæmmende lektie

Vi kan i dagens Skandinavien sukke over manglende gudstjenesteliv på forskellig måde. Ovenstående besked til de lutherske kristne i St. Louis er en tankevækkende påmindelse om at det er prøvet før at holde ud i en slags fastetid med den åndelige mad, som vi trods alt har fået i Bibel og bøn. Selv i en så lang karantæne og ned-lukning, som man var under i St. Louis i 1918, sendte den lutherske kirke i St. Louis i 1918 en klar besked til sine medlemmer: "Fasthold den grundlæggende tillid til at brug af Bibel og bøn i hjemmet. Det opretholder den kristne tro og liv fuldt ud - og det bærer igennem et periodisk afsavn af gudstjeneste-fællesskab og nadver for en tid."
Lederne havde tillid til at en bedende husstand også var en kirkegående husstand - og en husstand, der også om muligt kunne række ud til sin nabo.

Guds Ord er et grundlæggende nådemiddel, der giver alt, hvad nådemidlerne Bibel, dåb og nadver hver især giver i både lov og evangelium til troens liv og vækst. På den måde afspejlede lederne de lutherske fædres tillid til Guds Ords kraft som et levende Ord, der gør sin gerning under alle og alle former for forhold.

Lad os hvile i den samme tillid - og på det samme grundlag i Norge i 2020.