Verdidebatt

Meir enn å miste eit religiøst bedehus

Kyrkjebygg er historieskriving, ikkje skrevet med ord, men med materialer og objekt. Lag på lag med historie.

Dette er en kommentar. Den gir uttrykk for skribentens analyser og meninger.

Min religiøse åre er så liten at den nok ikkje ville gitt utslag på Statoils mest fininnstilte seismiske utstyr.

Men eg har likevel ein sterk dragning mot kyrkjebygg av alle slag og har gått mange kilometer i mange byer (og på mindre plasser) for å besøke store og små kyrkjer.

Og det et fordi desse bygningane ikkje kun er religionshistorie, dei er kulturhistorie, kunsthistorie, håndverks- og teknologihistorie, arkitekturhistorie, mentalitetshistorie, politisk historie, geografi og sosialhistorie i krystallisert form. Desse bygningane var ikkje kun bedehus, dei var galleri, kulturhus, samfunnshus, museum, skulebygning, lokalavis, torg osv. Det var her samfunna la inn alt dei hadde av «overskot» for å vise kven dei var. Og det var her samfunna viste fram og symbolsk bekrefta sine sosiale maktstrukturer. Husmenn av ulike slag har aldri fått sitte på fyrste benk.

Kyrkjebygg er derfor historieskriving, ikkje skrevet med ord, men med materialer og objekt. Lag på lag med historie. Den ligg der for den som ser etter.

I store byar vart dette til katedraler, på mindre plasser meir eller mindre (ofte mindre) grandiose kyrkjebygg i tre eller stein. Og i kvardagen var desse like viktige for dei som sokna til desse bygningane som dei store katedralane var i sine byar.

Det er derfor det å miste eit kyrkjebygg - stort eller lite - er langt meir enn å miste eit religiøst bedehus.

Som eit tankeeksperiment: Ta vekk alle norske kyrkjebygg og tenk over kor store deler av vår objektifiserte og synlege historie som blir borte for oss.

Les mer om mer disse temaene:

Vårt Land anbefaler

1

1

1

1

Annonse
Annonse

Mer fra: Verdidebatt